Med henblik på børsnotering på OMX Københavns Fondsbørs gennemfører Investea German High Street II A/S i øjeblikket et udbud af mellem 2 og 7,11 millioner B-aktier til en pris pr. aktie på 100 kr.
Selskabet har til formål at investere i strøgejendomme med bedste beliggenhed i store tyske byer. Der henvises til det af selskabet offentliggjorte prospekt for udbuddet.
Tegningen af aktier forventes afsluttet d. 14. september 2007 med 1. noteringsdag på OMX Københavns Fondsbørs d. 20. september. Efter tegningsperiodens afslutning har selskabet til hensigt at indkalde til ekstraordinær generalforsamling d. 4 oktober, med det formål at vælge selskabets fremtidige bestyrelse og Investeringskomité.
Selskabets bestyrelse består p.t. af fem medlemmer, hvoraf tre medlemmer, Hans Thygesen, Steen Holm-Larsen og Mikkel Kjeldsen opstilles til genvalg, mens 2 medlemmer, Peter Kureer og Michael Hansen udtræder til fordel for to nye medlemmer.
Det kan hermed oplyses, at advokat Torben Schøn indstilles til valg til bestyrelsen på generalforsamlingen d. 4. oktober. Torben Schøn er partner i advokatfirmaet Bech-Bruun, der er et af Danmarks førende advokatfirmaer, med specialer blandt andet inden for fast ejendom, ejendomsfinansiering og projektudvikling. Gennem sin advokatvirksomhed og en række bestyrelsesposter har Torben Schøn et stort netværk og betydelig erfaring med ejendomsinvesteringer i Danmark og udlandet, herunder Tyskland, og blev sidste år kåret som årets ejendomsadvokat. Torben Schøn er medlem af bestyrelsen i flere større danske og udenlandske ejendomsselskaber.
Med opstillingen af Torben Schøn til bestyrelsesvalget vurderer ledelsen, at Investea German High Street II A/S tilføres værdifuld erfaring og kompetence inden for ejendomsinvesteringer, bestyrelsesarbejde, børsforhold og generel ledelse.
Når aktionærkredsen er kendt efter afslutningen af tegningsperioden, vil selskabet indstille yderligere en kandidat til bestyrelsen samt to medlemmer til selskabets Investeringskomité. Dette vil ske i forbindelse med indkaldelsen til generalforsamlingen d. 4. oktober. Der vil i forbindelse med indkaldelsen til generalforsamlingen endvidere blive fastsat en frist for opstilling af andre kandidater til valget til såvel bestyrelse som Investeringskomiteen.
Copyright © 2024 German High Street Properties.