Den 3. februar 2011, kl. 10.00, blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i German High Street Properties A/S, CVR-nr. 30 69 16 44, på adressen Sundkrogsgade 21, 2100 København Ø.
Dagsorden:
1. Bemyndigelse til køb af egne b-aktier
Bestyrelsesformand Michael Hansen bød velkommen og udpegede herefter på bestyrelsens vegne advokat Torben Bille Ahrendt-Jensen fra Accura Advokatpartnerselskab til dirigent.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og beslutningsdygtig i henhold til dagsordenen.
Ad 1
Dirigenten oplyste, at bestyrelsen havde fremsat forslag om, at bestyrelsen bemyndiges til i perioden frem til den 3. februar 2016 at lade selskabet erhverve egne b-aktier inden for en samlet pålydende værdi af i alt 20 % af selskabets til enhver tid værende aktiekapital, jf. selskabslovens § 198.
Købskursen må ikke afvige med mere end 10 % fra den på erhvervelsestidspunktet noterede børskurs for b-aktierne.
Bestyrelsen redegjorde for forslaget og oplyste herunder, at bestyrelsen anser køb af egne b-aktier for en hensigtsmæssig måde at placere en del af selskabets overskudslikviditet. Bestyrelsen oplyste endvidere, at eventuelle køb af egne b-aktier naturligvis vil ske under hensyntagen til selskabets løbende likviditetsbehov og i øvrigt i overensstemmelse med de herfor gældende regler.
Copyright © 2025 German High Street Properties.